Vores tilgang

Ingen familier er ens
Samarbejde er helt grundlæggende for enhver mulighed for at skabe udvikling. Samarbejdet mellem os som konsulenter og barnet, den unge eller familien vil altid bygge på en god, respektfuld og solid relation, hvor der er plads til uenighed og forskellige perspektiver.

Positiv forandring gennem konstruktivt samarbejde

Ansvaret for at skabe den gode relation ligger helt og holdent hos Alff og starter allerede fra det første hej – det ansvar og arbejde tager vi meget seriøst. Samarbejdet med rådgiver og forvaltning har samme uvurderlige betydning for, om det lykkes at skabe en positiv forandring. Vores erfaring er, at de familier vi arbejder med, føler sig mere trygge, når samarbejdet mellem Alff og rådgiver er positivt, respektfuldt og på et fagligt højt niveau.

Det kan sagtens lade sig gøre at have forskellige tilgange og overbevisninger – og så stadig have et positivt og konstruktivt samarbejde. Det kan gøres ved at være i dialog om vores fælles ambition – nemlig at skabe nogle omstændigheder for de mennesker det handler om, så de kan skabe en positiv og vedvarende forandring.

Det lange træk

Alff’s konsulenter træder altid ydmygt ind i de menneskers liv, vi bliver en del af. Det kræver tålmodighed og respekt for både deres livssituation, og forsvarsstrategier. Det er ofte sådan med os mennesker, at vores forsvarsstrategier bliver til vores overlevelsesstrategier, hvis vi føler os pressede. De er der alle af en god grund, så smukt er vi nemlig indrettede – og det er der ingen skam i. Det betyder samtidig også, at arbejdet med sådanne forsvarsstrategier kan være længerevarende, og til det, er alle i Alff heldigvis udstyret med en stor tålmodighed.